gitte i filippinerne: Vulkanen Taal - en åbning til jordens indre.

Når man en gang i mellem har en oplevelse, som er helt sjælden og særlig, véd man bare, at nu oplever man noget man vil huske resten af ens liv.

Sådan var det at stå helt nede i den aktive vulkan. Det var stort, at se så voldsom natur.

Jeg har tidligere prøvet, at opleve en kulturtradition, som heller aldrig vil forsvinde fra min bevidsthed - ligbrændinger ved Ganges floden i Indien - det var også rigtig stort at opleve.

Filippinerne har 37 vulkaner hvoraf en del af aktive og derfor lukkede, og andre som ikke har været i udbrud i mange år. En af de mest kendte er vulkanen Taal. Den ligger i en sø på øen Luzon.

Taal havde sit sidste udbrud i 1977 men er aktiv nu og har små jordskælv hele tiden.

Vulkanen er dannet ved, at en stor vulkan eksploderede i 1572 og dannede en ny kratersø.

Altså en ø som ligger i en sø, der ligger på en ø i en sø, der igen ligger på en ø i Stillehavet.

Altså en ø i en sø, der ligger på en ø i en sø, der igen ligger på en

Altså en ø i en sø, der ligger på en ø i en sø, d de siger på de kanter

"Havnen" i San Nicolas - en lille by helt sydlig i Taal Lake.

Dagen startede tidligt med morgenmad kl. 600 da vi skulle være færdige til at nå båden kl. 7:30.

Anjelina havde lavet omelet med ost og lidt grønt inden i, samt ris og papaya. Rigtig god og mættende morgenmad til nogen der skal på tur hele dagen.

Hvis der er en ulempe ved at holde ferie på Filippinerne er det, at der går rigtig megen tid med transport. For at komme fra øen Mindoro til øen Luzon er der altid en sejltid på 1½ time. Vi kørte i taxa fra Batangas (byen som vi sejler til fra øen vi bor på) og til Taal sø. Undervejs havde vi et kort stop i en by som jeg ikke husker navnet på, men der var et meget specielt træ - sorten var speciel og byen havde en gang udelukkende træhuse hvoraf de fleste nu var brændt og erstattet af andre former for huse.

Videre gik det til San Nicolas, en lille bitte by i den helt sydlige ende af søen Tall. Det tog chaufføren laaaang tid at finde nogen, som ville sejle os over til vulkanøen. Vi fandt først senere ud af hvorfor. Da vi kom ned til "havnen" var der ikke nogen af de 10 personers både, som normalt sejler turister over til øen. Til sidst fandt chaufføren to unge knægte, der ville sejle os tur-retur for 3000 peso. Ud fra at de bestemt lignede sørøvere var det nok billigt.

Båden som skal sejle mig over til vulkanen. Bådføreren lignede afgjort en ægte sørøver

De "fang-arme" som bådene har gør at den er lidt mere stabil i vandet - men da ikke noget som jeg kunne mærke på vejen over til vulkanen. Det vippede ufattelig meget og vandet sprøjtede ind på mig så jeg var drivende våd.

Klar til afgang mod øen Taal.

Det endte med, at det kun var mig, som havde lyst / mod til at tage turen til vulkanen. De andre foretrak at blive på fastland hos en uhyggelig mand, der gik rundt med en stor kniv - en machete.

Prisen blev forhandlet hårdt og endte med at blive sat ned fra 3000 peso til 2000 peso.

vulkanen i det fjerne.

Sørøverne sejlede alt hvad båden kunne og synes vist, at jeg var lidt pivet når jeg bad dem sætte farten lidt ned når vi hoppede afsted hen over bølgerne. Jeg var drivende våd af alt det vand som sprøjtede ind på mig. Min siddeplads var oven på motoren så udsigten fejlede bestemt ikke noget hvis det ikke lige var fordi, at jeg ikke kunne se noget gennem mine våde briller og synes at det gik alt alt for stærkt til at jeg turde kigge på noget, og da slet ikke tage billeder.

Pludselig mens vi fløj hen over bølgetoppe gik båden bare lige i stå - i det fjerne kunne jeg stadig skimte vulkanen, men ellers var der ikke land i sigte - ohøj ohøj.
Lidt bekymret blev jeg måske men sørøverne skulle bare hælde mere diesel på motoren, og så gik det af sted i fuld fart igen.

Næsten i land på Taal.

Beboer på øen,

Efter hårde forhandlinger endte prisen for hest og guide på 600 peso.

På vej op af vulkanen gennem junglen.

Vejen op ad den udvendige side af vulkanen var op ad en helt smal sti, som var kommet af at nogle havde gået der, men den var ganske uvejsom mange steder - der turde jeg ikke tage billeder men brugte al min energi på at holde fast. Det tog temmelig meget tid at vende sig til at sidde på en hest uden at tro jeg faldt ned hele tiden. Guiden lærte mig, at jeg skulle læne mig frem når det gik meget op og tilbage når det gik meget ned af ned. Det gav ro til også at kunne nyde udsigten. Men pyha hvor tog det lang tid før jeg turde slippe så meget at jeg kunne tage et billede. Jeg må have arbejdet noget mere med den højdeskræk i løbet af ferien.

Langt de fleste steder i Filippinerne blæser der men så snart man kommer væk fra kysten, og som her ind i junglen er der helt vindstille, og ekstremt varmt.

Byens ko med meget lange ører.

Den ene ko jeg så på øen, og dens kalv, var en typisk asiatisk kvægrace med de store lavt siddende ører. Det lykkes mig altså ikke lige, at tage billede af mor og kalv på en gang. Jeg sad på en lille hest og var grusom bange for at falde af, og måtte holde krampagtig fast i sadlen.

Vi gik op og op og op i måske 15 -20 min og kom til et udsigtspunkt hvor jeg kunne se ned i krateret, og den lille bitte ø, som er i den kogende sø. Øen som opstod ved et vulkanudbrud for mange år siden.

Set fra toppen af vulkanen. Der er meget længere ned end billedet viser.

Det varede lidt før det gik op for mig, at det var krateret og dumt spurgte jeg guiden hvor vulkanen var hende. Jeg havde ikke forestillet mig, at et krater var så stort.
Jeg så nogle enkelte personer langt ned, og vi blev klar til at gå derned. Det første stykke var så stejlt at hesten ikke kunne bære nogen. Jeg gik selv resten af vejen ned – det var stejlt og ekstremt tørt hvilket gjorde at jeg gled nogle gange og måtte holde fast i grene, og hvad der nu var at klamre sig til. Det gav lidt skrammer på bagen - av,

Helt nede i krateret - et krater er en åbning til jordens indre hvorfra flydende stenmasser kommer op ved udbrud

Helt nede kunne jeg sætte tærene i vandet, det var rimeligt varmt. Jeg kunne ikke gå ud i vandet for jeg sank i. Længere hende satte vi tæerne i igen – det var bare varmt. Kort efter var vandet kogende varmt, og ikke muligt at røre. "Stranden" var fyldt med nogle hvide kugler som viste sig, at være salt der var inddampet af det varme vand. Noget af saltet var gult fordi det var brændt af solen. Et stykke træ brændte pga. den voldsomme varme. Der var kilder som kogte og boblede af gasser inde i jorden og store store områder ude i søen som spilkogte.

Lugten var ikke god pga af alle de svovl gasser, som var i vandet- det lugtede af kogte æg. Den samme lugt som jeg oplevede i de gamle kongebade i Budapest.

Der var store rødbrune sted som var smidt op ved det sidste udbrud i 1977. det var så tydeligt, at den stadig var aktiv, og noget helt specielt at opleve.

Det syder og bobler

Krateret set langt oppe fra.

Lavasten der er kastet op i en periode hvor vulkanen har været i udbrud.

På vej ned i krateret og næsten nede.

En drage gren som lagde i den ende hvor der ikke var så varmt at den forkullede.

Et stykke træ på jorden i krateret er forkullet pga. den voldsomme varme der i jorden.

I røg og damp - nøj hvor var der altså varmt

Rød og sort lava ligger i saltet fra vandet i krateret. De store sten er kommet op af krateret ved et udbrud

Vandet bobler pga. varmen og det store indhold af gasser.

Det viste sig, at selve krateret er lukket for turister nu pga. at den er aktiv i nogle perioder - det vidste jeg heldigvis ikke, og derfor fik jeg muligheden for at komme helt ned i krateret. De få, jeg mødte nede i krateret var filippiner - selvfølgelig.

Lidt agerbrug formentlig søde kartofler.

På vej ned til landsbyen, og sørøverne, kunne jeg se at der helt ude ved vandet var nogle marker som blev dyrket, resten af stedet var så varmt at det ikke ville være muligt at dyrke noget inden for traditionelt landbrug. Der var banantræer på øen, dog uden frugter pt. Generelt var vegetationen som i en urskov, alt groede bare der hvor det nu havde sået sig selv. Et enkelt sted tæt på beboelsesområdet var jorden brændt af sikkert simpelt svejdebrug, guiden fortalte at det var til landbrug. Stedet virkede som et meget underudviklet område, hvor de levede som vi gjorde for rigtig mange år siden.

Et stykke jord som er afbrændt da det fremover skal bruges som agerjord.

Fattig? ja måske men de har da "ude-køkken"

Det var en ganske lille landsby som jeg var endt i og der var så fattigt så fattigt. Der er ingen veje men nogle stier, som er skabt gennem tiden. Alt er snavset og roder men alle har god tid og tager sig gerne en slapper i en hængekøje. Ingen stress her.

Jeg skulle betale 600 peso for hesten og havde kun en 1000 peso- jeg spurgte og de kunne give tilbage. Guiden gik hen til sin far og kom tilbage med min 1000 vekslet i 20 og 50´er og nogle enkelte 100 peso – nu har jeg så små sedler nok et stykke tid.

Bådførerne ventede på mig som aftalt – de havde heller ikke fået nogen penge. Vi sejlede tilbage på ca. 20 min og jeg var da bare lige våd igen.

Klar til afgang fra Taal Vulkano og tilbage. -der ligger få både som har sejlet filippinske turister over.

En lidt dyr tur men hold da op hvor var det alle pengene værd.

Jette og Lisbeth venter på hovedøen.

De har brugt eftermiddagen på at spise kager på en lokal cafe.Tilbage til Batangas og derefter 1½ times sejlads før vi er i Puerto Galera igen. Første besøg var få dage efter vi var ankommet til Filippinerne. Det andet hold kom nogle dage senere og ville rigtig se den samme vulkan. Jeg tænkte, at det var så stor en oplevelse at jeg ville med igen.Vi kørte med en anden taxi og blev kørt til det officielle bådsted. Vi blev sejlet over men kom til et sted, som var meget meget turistet. Det var der ikke muligt, at få lov at gå ned i krateret. Turen op var også på hesteryg og ganske fin men ikke en oplevelse i nærheden af den første tur.

Andet besøg ved vulkanen med turistbåd.