Vandretur i bjergene hvor mangyanerne bor.

I det meste af Filippinerne blæser en let vind fra havet. Det gør, at at vejret normalt er behageligt, og ikke virker voldsomt varmt på trods af en temperatur omkring 30 grader døgnet rundt. Ind i mellem kan vinden dog være voldsom hvis man er helt nede ved vandet. Den vind kom jeg hurtigt til at savne på vej op i bjergene. 

Vi startede ud ca. kl. 8.30 sammen med Randin, han er den som passer på huset sammen med sin kone når ejeren ikke er tilstede.  
Starten af turen var voldsom varm og stejl. Så snart vi var væk fra vandet og gik ind i jungle området var der helt vindstille og varmen var ekstrem. Jeg var lidt i tvivl om det var for hård en omgang, og det samme var Jette. Vi svedte så det drev ned af os.

Før vi gik kom Randin for at spørge om vi ville have én eller to bambusstokke. Jeg mente, at én var fint til mig - faktisk tænkte jeg hvorfor skal jeg nu også have en stok at slæbe på.  Det blev hurtigt ganske tydeligt for mig hvorfor det var nødvendigt med min stok. Den var en stor hjælp såvel på vej op men også på vej ned når det helt tørre sand var svært at stå fast i på stejle steder. 

Ruten som vi gik.

Stigningen fortsatte i ca. 45 min og dermed lidt over halvdelen at turen derop. Det er svært, at beregne længden af turen pga. den voldsomme stigning som bare virkede voldsom.
Pludselig blev temperaturen igen mere behagelig og stigningen mindre og det var tydeligt at vi nu var kommet op over grænsen til en anden temperatur. 

På vej op i bjergene hvor der gror alle slags blomster som naturligt nok er kendt hjemme fra danske stuer, de har samme temperatur hele året som vi har i stuerne.

En ananas, der er spiseklar om ca. 2-3 mdr. 

Et asiatisk kvæg på vej op. 

Randin bar min rygsæk - og brugte også selv "a stick" 

Udsigt over Puerto Galera

Jo højere op man kommer jo bedre er udsigten selvfølgelig, her udsigt med byen som vi boede i og bugten ved byen. Den er bare formidabel, og svær at tage en rimelig foto af.

Jette nyder udsigten ud over Puerto Galera. 

Vi kom til en samling af små hytter, hvor der straks kom en ung pige ud, som ville sælge noget af hendes fletværk – her blev købt en bordskåner.

En fattig familie, der forsøger at sælge flettede ting.

Befolkningen her er det oprindelige folkeslag i Mindora, altså den ø vi er på. De kaldes Mangyanerne og boer i mange små "landsbyer" og også den mest kendte Baclayan, hvor Stairways driver en skole for danske midler. Andre landsbyer har fået støtte til udvikling gennem private grupper fx en dansk. Det er selvfølgelig fint for landsbyen men skaber ofte splid landsbyerne i mellem. 

Mangyanerne har et lidt specielt udseende med krøllet hår og en lidt fremstående kæbeparti. De boede oprindeligt, flere generationer siden, nede i byen Puerto Galera men er fortrængt op i bjergene hvor den aller dårligste jord er. De er derfor ganske fattige og har svært ved at klare den almindelige dagligdag. De fletter meget af græs fx kurve, bordskåner osv. som de sælger til turister og enkelte steder i byen. Hvis de får et arbejde er det ofte til en meget lavere løn end andre filippiner. Vores maid i huset kommer fra en af de fattige landsbyer hvor hun boede med sin mand og deres barn. 

For at gå i skole nede i byen skal børnene have en uniform, som i de engelske system, det har mangyanerne ikke råd til. I landsbyen Baclayan driver Stairways en skole for danske midler, hvor børnene kan gå gratis i skole samt få et måltid mad hver dag - det får mange til at komme. Se andet afsnit omkring skolen. 

Græsset som de fletter til fx en bordskåner. 

En del af børnene kunne hurtigt opsnappe når der kom turister med guide. De vrimlede frem og forventede at få noget.
Randin gik nogle gange turen op til Baclayan og havde før afgang bedt om penge fra os til at købe slik til børnene. Jeg synes bestemt ikke det var nogen god ide at give dem slik - de har jo ikke nogen tandbørste!!!!
men det vandt jeg ikke nogen gehør for, og skik følge eller land fly hedder det vist. Vi købte slik som Randin delte ud til alle de børn vi mødte, slikkepinde, bolsjer og chips.

Vi vil gerne have noget - og det fik de så længe der var noget i posen. 

Der skylles fisk til middagsmaden. De helt små fisk som er billigst.

Så køber jeg igen igen flettede kurve til overpris.

At købe kurve og andre flettede produkter er en rigtig god måde at betale sin ulandsbistand på - der er ingen mellemled som skummer fløden men den som har udført arbejdet får alle pengene. Sådan er jeg nød til at mene men den mængde jeg fik købt. 

Græsset bruges også til at bygge huse af, et sådant kan holde i ca. 5 år så er det om igen,

Se hvad jeg har fået af den rare mand. 

Skolen som Stairways driver. 

De har hentet vand ved kilden og er på vej hjem til mor.

Mangyanerne er et sky folk, der helst undgår kontakt. Ejeren af Encenada, et resort ved Puerto Galera, er tidligere forboldspiller. Vi havde kontakt til ham idet han trænede drenge fra landsbyerne og ville gerne have flere fodboldstøvler til dem - se afsnit senere omkring dette.

Helt oppe hvor vandfaldet har sit udspring. 

Vand ressourvar på jungleturen.

Øverst oppe, der hvor det var muligt at komme op, var et område hvor der var etableret et vand ressoyrvar ned et lille vandfald som er et udspring fra kilden øverst oppe. Denne kilde leverer vand til hele Puerto Galera.

Her kan man overnatte 

Der var et helt simpelt rum som det var muligt at leje for en overnatning. Jeg vidste det ikke og havde ikke med til at overnatte.

Udsigten her fra var helt fantastisk. Vi spiste vores madpakke her og tog et hvil før turen ned igen.

Der er bare så smukt - en sætning man kommer til at sige mange gange under en ferie i Filippinerne,