Grotten i Sagada og hængende kister.

Efter turen i ris-terrasserne fortsatte vi til Grotterne i Sagada - og det var ikke bare nemt.

Vores overnatning var på et noget specielt hotel / skole som havde tæt tilknytning til en religiøs skole. Der var en ganske flot flora især rigtig mange orkideer. At køre tur til hotellet var voldsom, og det havde jeg ikke budt min Citigo. Den sidste del hvor vi kørte væk fra bjergvejene var meget, som i meget, hullet og ujævne og det var helt mørkt omkring os. Bunden af bussen skrabte mod jorden mange gange undervejs.

Vi kunne få 2 rum med køjesenge som vi kunne deles om. Det vil sige et rum til drengene og et til pigerne. Vi sov ganske udmærket men så absolut uden luksus. Maden i det kæmpe store restaurant var også velsmagende og til en god pris. 

Tjeneren var en ung ladyboy, og klædt i kvindetøj. Menu kortet var ganske fint og især da vi ville bestille noget af deres hjemmelavede yoghurt kunne vi da bestemt få det tilbehør som vi ønskede. Nogle ville gerne have bananer til, kort efter kom vores ladyboy tilbage for at fortælle, at der desværre ikke var flere banener, men ellers havde de da det meste. Bestillingerne gik da på noget andet frugt, og det var da muligt med ananas. Kort efter kom han tilbage at desværre var der heller ikke mere ananas og sådan fortsatte det - indtil vi fandt ud af at de havde sirup og det smagte ganske fortræffeligt. 

Hotellet var så absolut bedre end den vi boede på natten før. Det var aller nederste fællesnævner og et back-packer hotel - og så endda har jeg prøvet det som var værre. 

Indgangsparti med en himmel af orkideer. 

Da det blev morgen og solen igen skinnede fra en skyfri himmel var det et ganske pænt hus vi var ankommet til i den mørke nat. 

Svigermors skarpe tunge gror mange steder og bruges ofte som en slags afgrænsning.

Grotterne er skabt af naturen for et ukendt antal år siden og formet som den nu ville det. Hele området er bjergrig og af limsten. Bjergene er relativt små og har et helt andet udseende end andre bjerge jeg har set, både omkring farve og form.

Limstensbjerge en gang var det havbunden.

Grotterne var tilgroede, og har været lukkede frem til 2. verdenskrig, hvor amerikanske soldater opdagede dem og brugte dem.
Ved indgangen til den store grotte er der stablede kister - en begravelsesform som var almindeligt tidligere i Filippinerne, hvor man troede på reinkarnation. Denne måde, at begrave på er ikke meget brugt mere, men dog anvendt i få tilfælde, senest i 1984. Den seneste opsatte kiste er faldet ned og gået i stykker.
Nu er det bestemt, at der ikke må sættes flere kister ind pga. den lugt der kommer når ligene rådner i varmen - turisterne er en vigtig indtægtskilde og det skal der tages hensyn til.

Gamle kister ved indgangen til grotten.

Stablede kister

Mange af kisterne er meget gamle men alligevel består de. 

De gamle kister er små i forhold til hvad vi kender. Filippinerne er heller ikke store mennesker, men størrelsen på kisten er lavet efter, at de i deres tro på reinkarnation skulle forlade jorden i samme stilling som de var ankommet i, dvs. i fosterstilling, og derfor er kisterne små.

En andet sted hænger kisterne på klippevæggen. At de er placeret på væggen og indgangen til grotten og ikke langt inde i grotten begrundes i, at så er det nemmere for den afdøde at se lyset fra himlen, og dermed komme derop - det lyder jo meget fornuftig for mig, som har været nede i et grotte, og oplevet hvor besværligt det er, at kravle rundt derned.

At begrave på denne måde giver voldsomme lugtgener i det varme klima. De fleste filippiner tror heller ikke mere på reinkarnation, og er nu kristne eller katolikker og begraves i almindelige kister enten nede i jorden som vi kender det fra DK, eller over jorden i marmorkister. Der er dog enkelte øer i det sydlige Filippinerne, hvor befolkningen er muslimer.

Indgangen til grotten

Der er forskellige ture i grotterne én af dem var en tur på 5-6 timer – og det mente guiden var lige rigeligt til os. Øhh hvorfor mon det?? tænkte jeg lige. 
Gennemsnitsalder i vores gruppe var da klart også langt over hvad andre grupper, som vi mødte, kunne mestre - dvs. at turen var hård at gennemføre både fysisk og da også lige for min højdeskræk.

Vi gik videre til en anden indgang til grotten. Jeg vidste den var dyb men ved ikke helt hvad jeg havde forestillet mig. I hvert fald ikke det som det var. 

Der var sten som man kunne balancere, og kravle på. Stedet var så fredet, at der ikke var fx håndtag eller lign. til at holde ved. 
At limstenene var så slimet og glatte skyldes noget af det syre, som var i vandet der kom sivende ned grotten men også flagermus. 

Stenene var meget glatte og det var svært at holde balancen. Guiderne var meget opmærksomme på, at hjælpe og give en hånd. Det var svært at færdes på stenene og ofte måtte jeg glide ned på bagen. Øhh – men sådan var det bare. Mine trekkingsandaler hjalp mig sikkert til at kunne klare at gå mange steder, men højdeskrækken var lige ved at tage magten fra mig, og det kunne mine ellers så gode og dyre trekkingsandaler alligevel ikke hjælpe på. Det blev et helt kursus i afprøvning af mine grænser. 

 Vi var nu allerede våde og fugtige, der kunne fx ikke tages kameraer med.

Indgangen hvor der er gamle kister, fra dette sted kan den afdøde se lyset fra himlen og nemmere komme afsted.

For at komme ind i grotterne skal der lejes to guider, som går foran og bag gruppen. De har begge en petroleumslampe, som gør det er muligt at finde vej, og  ikke mindst se hvor man træder.
Det skyldes, at de vil vide hvem som er dernede, at de vil passe på grotten samt at der er helt mørkt og man har brug for at hjælp til at kunne finde rundt dernede.

Filippinerne er meget opmærksomme på ikke at ændre på det som naturen har skabt, og derfor er der ikke hverken lys, rækværk, snore eller lign., som ville betyde at grotten blev nemmere at færdes i - enten kan du klare mosten ellers bliv oppe på jorden. Det betød også, at enkelte fra gruppen måtte opgive undervejs.

Langt nede i grotten hvorfra vi nu skal gå videre uden sko

Den øverste del af grotten består af limstensbjerge, de er meget glatte at kravle på (man kan ikke gå) og temmelig ulækre pga den store mængde flagermus, som lever i den øverste del af grotten, og selvfølgelig foretter deres nødtørt på stedet. 

Der bliver hurtigt efter indgangen mørkt i grotten og kun muligt at se ved hjælp af de petroleumslamper som guiderne har med. 

Længere nede ændrer stenstrukturen sig fra at være fedtede ujævne sten fyldt med flagermuslort til at være skønne karamelfarvede sten med behagelige riller. 

Filippinerne passer meget på grotten og derfor skulle alle tage deres sko af, og fortsætte barfodet. 

"kongens gardiner" Man glider ned ved siden af vandfaldet og skal kravle op igen samme sted. Der er taget et billede af os samme sted men desværre ikke med mit kamera. øv øv øv

Det er ind i mellem lidt svært at huske at man skal kravle op igen når man glider ned. Her gled vi i vandstrømmen ned helt uden at tænke på hvordan man kravler op igen. 

Stenene er meget behagelige at gå på. De er ikke glatte men lidt rillet og har en temperatur på måske 30 gr. På trods af at de er så behagelige er det meget grænseoverskridende at kravle op og ned når man som jeg har højdeskræk. En ganske god udfordring at give sig selv synes jeg nu her bagefter.

176 meter nede vender vi om og kravler op igen. Det er meget nemmere og hurtigere at kravle op end det var at komme ned. øh heldigvis da.

Oppe igen var det en hel forløsning og jeg ved vi alle tænkte hvor var det så sejt at vi gennemførte - og vi var en oplevelse rigere, som det ikke var muligt at finde andre steder. Og jo sådan har det været en del gange på denne tur. 

Turtel - en skildpadde er flad ovenpå hovedet fordi vi alle træder på den når vi går ned